No Dream world, go to wonderland

Give me wonderland

Oh wow, du ved det godt. Du sidder og du tænker og du tænker. 

Du føler dig i din drømme verden det hele er så fucking uvirkeligt. 

Du gøre ting du ikke selv troede du kunne. 

Du kigger dig om og du er der stadig. 

Det hele er mere eller mindre en tankeløs verden, hvor man lader tingene ske, uden at tænke. 

Du ved selv du allerede er fuldstændig fucked op i hovedet, så alt du gør kan være så absolut ligegyldigt. 

Det er ligemeget det hele. 

Oh søde drømme verden hvor tager du mig hen nu? 

Det hele følelse så rigtigt lige nu, og så derefter nej. 

Det er okay det hele, bare slap af. 

Din verden er delt op i to, to virkeligheder. 

Det ene er godt og fantastisk. Det andet et stort sort hul af ligegyldighed. 

oh, fuck it, det er så fucking ligegyldigt. 

Jeg vil ikke være i den her drømme verden længere. - Eventyrland venter på mig. 

Jeg vil der her, det kan ikke tage mere end 1 minut. 

Jeg vil væk fra alle de her drømme. 

VÆK VÆK VÆK. 

Men igen så, wow, fuck, it, all. 

Eventyrland er der hvor ingen drømme findes, og alt et stort tomt sted.

I am in my dream world, but i can't stay because wonderland is waiting for me. 

nyt perspektiv

Tiden er gået, og det er længe siden jeg har skrevet. Jeg er vokset, og lært. Hver dag ser jeg nye ting, jeg oplever hver dagens kunst, og elsker hvert eneste øjeblik. Tingene ændre sig, og ligeledes gør jeg. Jeg forstår andre ting som jeg førhen ikke havde drømt om, eller tænkt på. Jeg er blevet lige det ældre, selv det kun er et halvt år. Der er sket så meget og altid er ændret.. tror jeg.

Før så jeg på kærlighed som en naturlig ting, som bare kommer hvis man venter længe nok, eller ønsker det så meget. Men kærlighed er ikke noget man gør sig fortjent til, det er ikke noget man bare kan ønske sig, som en bil eller en ny kjole. Kærlighed er noget vi forstiller os, det er ikke som i eventyr der opstår. Kærlighed er ikke ved første blik. Jeg ved jeg burde stoppe der inder romantikkerne kommer igang. Men for mig er intet af det virkelighed. Det er uvirkeligt, og nærmest overnaturlig. Kysset i regnen, eller dansen på kornmarken, hvornår skulle det ske.

Men der i mod, vil jeg ikke sige kærlighed ikke findes, men min holdning om kærlighed er lidt en anden. Kærlighed for mig er, kemi og ren tiltrækning mellem to mennesker som vil hinanden så meget. Men ikke som en følelse men mere som et behov, for tilfredsstillelse, og anerkendelse af sig selv. Når man har opnået det, og bliver ved med at opnå den form som selvtilfredsstillelse, er man i mange tilfælde i stand til at give den anden det samme.

Når jeg tænker på kærlighed som jeg ser på alt andet, som en egoistisk magtkamp mellem hinanden, og tilfredsstillelse af flere afskygninger. Det er magten vi ønsker os, magten over et andet menneske, hver gang vi giver vil vi have mere tilbage, og hvis man ikke finder denne magtbalance, vil det være enden på det forhold mellem disse inddivider.

Dette giver fordele for de stærke som udnytter de svage, som ville sidde alene tilbage ensomme, uden form for selvrespekt tilbage.

Jeg sidder ikke tilbage nu og fortryder noget. Jeg lader musikken spille videre. Jeg ville ikke længere spilles med, men derimod spille med i spillet. Kærlighed er en kunstform, en smuk kunstform som er utrolig svær at kunne mestre. Dette er en magtkamp, om liv eller død.

dead

Jeg er målløs. Jeg er i chok. Jeg er forfærdet. 

At vi i Danmark bare kan kigge på folk begår selvmord. Da det først er når det rammer tæt på vi ser hvad der sker. Vi ser hvordan alting hurtigt falder sammen, og alt er væk. Hvordan vi kan såre hinanden så meget og os selv, at vi tænker at selvmord er den eneste udvej. Men hvor mange af jer som kender til det, og selv er nogen røvhuller hver kinden til. Os alle sammen. Vi prøver at fortrænge det skete, som om det ikke var der. Vi vil ikke se det, vi vil ikke høre det, og vi vil slet ikke snakke om det. Men hvorfor vi ser det ske til flere og flere mennesker rundt omkring i hele verden, er det her prisen. Vi er lede, vi er sure, og vi er alle nogen store egoer. For det eneste som betyder noget er os selv. Og du skal ikke sidde og ryste på hovedet, fordi du ved det sandt. Alle de gange vi har set ned på hinanden, fundet alle hinandens fejl, og blevet sur over det. Hvorfor? Fordi vi ikke er gode nok selv, så andre skal se værre ud? Jeg er så i chok. Hvordan kan det ske. Vi bruge elske hinanden, hjælpe hinanden, støtte hinanden. Er alt dette forsvundet fra vores jord. Vores verden. 

Vi giver altid andre skylden at vi er som vi er som "nå det er pga medierne", "Det pga alle de falske piger i bladene", "Det er verdens skyld", "Det er krisen skyld", "Det hans skyld", "Det hendes skyld". 

NEJ STOP! det er vores skyld alle sammen. Det er dig og mig. Det er vores verden. Men hvorfor brokker vi også så over alt det der sker? Når vi selv kan sætte en stopper for det? Er det fysisk umuligt for mennesker? Jeg ved det ikke, men et eller andet må gøres. 

xoxo.