Far away

"Jeg er virkelig blevet en anden var.. Du ved tiden går alligevel hurtigt, kan du ikke også se det. Det er mærkeligt. For det virkede som om vi to. Os. Dig og mig. Mig og dig. Vi havde det hele i vores kolde ynkelige hænder også lader du det hele falde til jorden på en uge. Efter en uge lærte du mig alt er lige meget, og alt er ligegyldigt, og jeg er ubrugelig, for det var faktisk det du sagde. Det er nu mange måneder siden var. Jeg er en anden, end den gang. Bedre? tja måske ikke. Mindre ligeglad med alt? nej overhovedet ikke. Jeg har lært ord betyder meget, og også for andre, bare ikke for dig tydeligvis..."

Mit hoved er virkelig ved at sprænge, for vil jeg nogensinde komme til at elske nogen igen, og er  kærlighed overhovedet en følelse eller bare et ynkeligt behov. Men hvorfor kan jeg ikke glemme dig og alt du sagde, mens ham den anden også er der hele tiden. I kender hinanden. Hvad har du fortalt ham. Det skræmmer mig. Sender du ham væk med skræk historier. Er det fordi du stadig vil have mig, eller var jeg for dum at være sammen med? er det det du ville sige ved det. DET SÅ DUMT! jeg ved det. Bare man kunne glemme det hele. og gemme sig i det mørke og lader enkle toner være den eneste lyd der er tilbage. Bare gid jeg kunne. Jeg er snart ved at miste håbet på at finde en, som ikke bare vil bruge mig...

xoxo Camilla

Tankestrøm

Når gange har jeg bare de der øjeblikke hvor jeg bare skriver og skriver, kun forbi jeg ikke kan sige det til nogen. Måske lidt ensomt. Men det er vel sådan det skal være jeg skriver og du læser. Mit hoved går på fuldtryk og min puls pumper. Jeg er lidt forvirret af og til for at sker så hurtigt og pludseligt er dette år omme. Helst ville jeg sidde helt stille i stearinlysets flammer og bare skrive. Men ikke alt kan man få som man vil have det. Jeg ved ikke rigtigt, folk snakker og snakker, og jeg har ændret mig. De ting jeg plejede at tror har nu ændret sig, for da du lærte mig at tænke "Why should I give a shit, I don't care" Blev alt bare anderledes. Jeg føler mig måske fri, og alligevel lidt forrådt og løjet for. Men det sker vel nok en gang, og gør mig bare stærkere, for jeg ved hvad den virkelige verden bringer. Men mest af alt ville jeg helst have guld og grønne skove, og en selvtillid der siger spar to. Men nogen ting ændre sig bare ikke. Men en ting er sikkert jeg ved hvem jeg er, så lægge jeg står bag kameraet og det mig som styre og det mig som bestemmer, og jer der laver gode penge til mig, for noget jeg godt kan lide. Det lyder lidt dovnet men misforstå mig ikke, det er hårdt, hvis det man ønskede aldrig blev virkelighed. For hvis alt var sådan, var jeg sammen med ham den søde, eller passer det det med de andre tror han er bøsse, NEJ! det nægter jeg at tro på. Jeg ved hvad jeg vil, men jeg kan bare ikke få det uden arbejde. Men før eller senere får jeg det jeg vil, med lidt held og en del styrke. 

XOXO 

Camilla

10 ting jeg vil før jorden går under den 21.

1. Spise flere kilo chokolade is
2. Drikke mig mega i hegnet 
3. Sig at jeg kan lide ham den søde
4. Have de fedeste dag op til
5. Holde Danmarks største fest
6. Synge foran alle jeg kender 
7. Elske en sidste gang 
8. Købe alt det tøj jeg vil
9. Sig tak til alle jeg hader for nogle gode år
10. Fortryde det meste når jeg opdager jorden alligevel ikke går under 

You can't make it without a smile bitch! 

bloodstream

Nogen gange ved jeg bare ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, skal går bare galt på en gang og jeg kan ikke gøre noget ved det, jeg føler mig helt fortabt og alene på et punkt. og det følelse som om dem som betyder allermest for mig er flere millioner kilometer væk fra mig, mens jeg går rundt og ligner et monster, mit knæ har et stort sår med betændelse, mine arme og mit ansigt er der røde knopper og over alt på grund af allergi, som køler og sviger af helvede til. Mens jeg stadig ikke forstår hvad jeg skal gøre med alt andet omkring. Lige som man faktisk var blevet virkelig glad ser det ud til at alt alligevel falder fra hinanden. Jeg ved ikke hvad men det er sket før og jeg viste det ville ske. Men jeg må vel indse at hver gang så er det vel min skyld fordi det er jo sket får. MEN JEG VIL IKKE HAVE DET SKER!. Jeg er så glad eller som man nu kan være, også glider det bare ud alligevel. Følelser er bare noget som skulle til at skide til helvede jeg hader dem de dræber mig! 

Jeg ville bare ønske alt var som det pleje, at man kunne starte forfra og lade som om alt var blevet sagt aldrig var blevet sagt, alt som var gjort ikke var sket. At man kunne spole tiden tilbage, og gøre alt godt. Jeg savner det. Jeg elskede den tid, men jeg ødelagde det for mig selv. Men det værste er alt jeg faktisk først ser det nu.  Selvom jeg troede det hele var blevet okay igen og vi nu skulle have det rigtigt dejlig sammen og nyde det hele, så tog jeg så meget fejl at det slog mig i gulvet. 

BARE FÅ DET HELE TIL AT STOPPE! <3 

Kan vi ikke bare prøve engang til? og lade som om de sidste par uger aldrig var sket og alt aldrig var blevet sagt? Jeg vil gøre alt godt igen, jeg vil kun elske det hele og mig selv, ikke hade. For jeg elsker jo faktisk jer, dig og det. 

For drømmene og tænkene

Har du nogensinde tænkt på at alle dine følelser måske afhænger af hvad du tror, og synes, og tror andre også synes om dig. Jeg gør jeg er begyndt at overveje om det faktisk er min egen skyld, at jeg lader mig gå på af små ting, som jeg gør så pokkers store. Jeg tror bare man skal kigge tilbage eller nogen gange lige overvejen engang, hvorfor er det egentligt at jeg har det sådan her. Jeg har, og jeg tror jeg har fundet ud af det, og jeg vil prøve at gøre noget ved det. Jeg vil ikke leve mere hverdag i skyggen af andre, eller i den usikkerhed. Fordi jeg ved jo godt jeg er god nok, og jeg ikke kan være god nok til det hele, men alligevel har jeg rigtig dejlige venner, en skøn kæreste og en sød familie. Jeg har jo det mange kun drømmer om. Nogengange glemmer jeg bare hvor heldig jeg faktisk er, da mange har det meget værre end mig. Jeg kan jo godt skyde skylden på andre og sige det er på grund af det, og det og det. Men det må være slut. Jeg ved det må slukke. Jeg vil smile til mig selv, jeg vil åbne mig op, og jeg vil grine.

Knus

Brokhovede

Jeg ved godt jeg er lidt af et brokhoved, og jeg kender mange som også er det. Vi kan vel blive enige om det er blevet nemmere at brokke sig, end faktisk er få noget ændrede eller skulle tage stilling til det, og jeg er ved også en af de folk som spørg før jeg leder, fordi det er jo meget nemmere. Nogen vi nok mene jeg er doven, men som folk siger tid er penge. Men jeg har det også sådan lidt er vi måske har lidt for travlt i vores hver dag og glemmer lidt dem vi holder af og elsker, og ikke fordi vi vil, men fordi der er så mange andre ting som stresser op om en. Vi lever i en moderne verden hvor alt handler om succes og penge. Vi gik også ikke  tilbage det er kun frem, og op af rank stigen.

Vi vil også gerne slappe af og ikke være nogle være brokhoveder over hvor "slemt" vi har det, og man kan godt havde en dårlig dag eller periode. Men som jeg har sagt før man skal tage tyren ved hornene og klare sig selv, vi bliver nødtil at tænke på os selv i denne tid. Måske er det forkert et sted for vi skal jo bruge folk vi har behov for at være sociale, og kærlighed. 

Jeg vil gerne have tid til det hele og være god til det hele, lære at acceptere. Men det er svært og det må jeg og vi sande. Bare stoppe op og tage en dyb vejrtrækning og stresse af. Tænker over tingene, lige en gang rundt i hovedet, også ellers frem igen. Bare smil til verden som smiler den igen. For et smil kan åbne mange døren. 

Knus 

Alexander Skarsgård

Alt i dag er den her lækre mand Alexander Skarsgård fra "true blood" uff

Lol!

Avav! Har vel nok de sygsete smerter for tiden, så er nærmest på piller hele tiden. Fedt. Det er vel nok bare fedt. Ej okay når pillerne virker er det nu ikke så slemt, og altid ser pludselig meget bedre ud. Selvfølgelig har jeg nogle ting som går mig på, også men jeg er vel ikke så vigtigt mere for nogen mennesker, men jeg tror bare jeg skal lade som ingenting, nogengange skal man vel bare ladevær med at tænke over det, da jeg hurtigt kan få det ud i noget helt sindsygt. Men det går godt. Jeg smiler faktisk mere nu uden at skulle fake smilet, jeg kan endda nogen gange se på mig selv i spejlet og tænke jeg ser okay ud, det går i hvert fald den rigtige vej. Jeg har bare sat mig nogen håb, og nogle mål som gør jeg bliver nødtil at tage mig sammen, trække mig selv op, da jeg ikke vil have andre så tæt, men jeg ved at når man har ramt bunden er vejen op af, og når jeg har nogen søde mennesker tæt ved mig går det nok.

Tror jeg vil til at løbe noget mere, føler mig sådan i kontrol og fri når jeg kan mærke asfalten uden mine sko, vinder som får mit hår til at blæse, og bare pulsen stiger og hele kroppen arbejder og skal fungere sammen. Kender du det?

Kender i det det med man har en ven som man plejer at skrive med, snakke med og pjatte med hver dag, hele dagen og i flere timer, hvor der ikke gik en time uden man havde kontakt igen, hvor det så lige pludselig som med et slag forvandler alt sig. Fra man måske snakker, eller skriver en til to gange om dagen, og måske ser hinanden alene en gang om ugen, og man spørg sig selv, var det min skyld? er jeg træls er det derfor du ikke vil skrive til mig? Alle de spørgsmål som dukker op i ens hoved. Jeg ved jeg burde lade som ingenting, og bare lade tingene ske fordi det siger "folk" jo, men hvad nu hvis man bliver forvirret over mangle på svar på de "ligegylde" ting som går en på. Men man har ikke lyst til at spørge for tænk nu hvis man bliver mere træls af at spørge. Det er en træls følelse, da man føler man har miste noget af sig selvom det er lige foran en, fordi tingene ikke er så lykkelige og glade som de var. Burde jeg græde, smile, eller bare være ligeglad med det. Og når det ikke er første gang det sker, og sidste gang endte tingene med vi slet ikke har snakket i snart et år? Hvad nu hvis jeg ikke vil havde det til at være sårn? Er det mig som skal tage handling hele tiden? Eller bare sidde og glo på et forventende øjenkontakt møde som aldrig sker, når det faktisk er muligt. Hvem vil stille nogen de holder af sårn nogen ting? Jeg ville ikke, men jeg bliver nødtil det for at være ligeglad og tage tingene som de er. Jeg holder mig i skinnet og venter. 

Knus og kys 

 

Ord smelter sammen

Ja, så skriver jeg nu endnu en gang. Jeg er startet godt ude på gymnasiet i 1x "nørd klassen". Det er nu okay med mig, der er rigtig mange drenge i min klasse som er høje det er nu lidt nederen, men så er der kun 6 piger som nok gør det bedre at overkomme med ALT det drama som der plejer at være. 

Jeg tror faktisk jeg har det meget godt for tiden, det går i hvert fald frem af kan man sige. Tjo, jeg har da stadig de tilbage vendende samtaler med min hjerne, som nok burde finde sted ud i verden. Men jeg synes nu også de passer meget godt der oppe, de er nok ikke klar til den dømmene verden som vi lever i, men jeg kan vel håbe der er håb der ude endnu. For som man siger der er vel lys forenden af tunelen, og solen vil altid komme frem fra de tungeste skygger. Men nu nyder jeg lidt stilheden og det er afslappet, jeg nyder tonerne og de rolige stemmer på musikken som spiller i mine øre, mens mine tanker køre til lyden af teksten. Jeg har lyst til at smile over hele mit ansigt og være glad hele tiden, hvis bare verden ville det samme. Men små skidt er vel også tættere på? Lidt gåsehud kommer af til, til min krop og alt dirre og hårene rejser sig. Jeg bare brug for dig. Jeg har haft drømme, og det er vel godt nok, men nu har jeg ikke rigtig nogen. Jeg ved ikke hvad jeg skal drømme mere. Jeg har ønsker, jeg har tanker men drømmene er vist forsvundet ud i ingenting. Men jeg holder fast, og vil ikke give slip. Jeg kan ikke give slip, jeg vil ikke give slip, jeg skal ikke give slip. Jeg tror på det, noget nyt kan starte, og det vil slå klik. Noget overraskende vil ske og smilet vil bredde sig i mine øjne og mund. Jeg ser frem og ved at tingene er okay, vi er alle okay, ingen er mere forkert end andre. Intet er forkert i forhold til andet, det hele handler bare om hvem som kigger, og hvad du vil? Men det vigtigste handler om, hvad vil du, og hvad du føler er rigtigt? Hvem skulle stoppe dig i at gøre hvad du vil, udover dig selv? Vi er herre over vores vej frem, hvorfor lad dem som hader bestemme for dig? Da der altid er folk som forstår dig, og vil være der for dig, og vil elske dig for den du er. Du skal bare lede, og se frem af. DU ER IKKE ALENE! JEG ER IKKE ALENE! VI ER IKKE ALENE! 

Knus xoxo, Just hold on my friend! 

Little late

Tja ja det meste går langsomt frem eller nærmest gået i stå det er lidt svært da jeg nu skal vælge om jeg vil blive i 10. eller jeg vil skifte til gymnasiet. Jeg ved ikke hvad jeg gør da det er temmelig stor beslutning, og jeg vælger nok fra og til ved begge steder. Men jeg prøver og se hvad der vil se. Men har jeg kun 3 normale og 3 sær uger tilbage før efterårsferien og det er inden det jeg skal tage en beslutning. Men nu prøver jeg at se om jeg kan overleve et år i 10 eller hvad, men håber det bliver det rigtige jeg gør. Jeg er ved at lære at jeg ikke skal gøre hvad andre vil have jeg skal gøre men hvad jeg selv vil. Det har jeg altid haft problemer med men vi kan vel ikke være god til det hele. Jeg tror jeg skal holde lidt lav profil nu og gøre hvad jeg føler for selvom man føler der er pres på fra alle vinkler. Men i sidste ende skal det nok gå og jeg kan prøve at ånde lettede op til sidst.

Knus ;*

Dagens lys

Stille ligger jeg i min seng, i det røde lys' skær fra lampen. Hele min krop er ilt tung og ryster en smule. Jeg har det godt, ligger og tænker på hvor godt jeg holdte ud i de 45 minutters styrketræning har det skam godt med det.

I morgen drager jeg så afsted mod horsens og middelalderens lange berusede dage, til et markedet med de fantastiske ting at se. Glæder mig også til at komme lidt hjemme fra, det bliver hyggeligt nok kan jeg håbe på. Prøver at leve mit liv og elske mig selv, selvom jeg er ved at blive en smule afhængig. Men vi må se hvordan det går.

Dagens gode råb: du kan ikke gøre altid godt første gang, uden du forsøger den eneste som stopper dig er dig selv.

Xoxo Camilla <3

Kender du det?

Kender du det med at alting synes at være i mod dig, og du bare ikke har lyst til at gå videre? Tror mig jeg kender det altid for godt, og jeg er træt af altid at være den sidste eller den oversete, hende som ingen rigtig kender. For hvorfor skulle du lade modgang slå dig ud, når du kan rejse dig op og tage det næste, og bliver stærkere, og vise til alle du ikke er den svage, er det noget du vil?
Jeg ønsker tit at jeg kunne stille mig op på en scene og synge, eller sige hvad jeg vil, eller gøre hvad jeg vil, uden at skulle tænke på "tænk nu hvad andre vil tænke" Det der med at være tilbage og have tabt en krig som ikke en gang var begyndt er noget jeg ikke vil mere. Jeg vil kæmpe for hvad jeg vil, jeg vil gøre mig synlig, jeg vil hørt og set, jeg vil gøre en forskel.

Jeg vil gøre hvad jeg har lyst til det, når jeg har lyst til det. For hvem siger jeg ikke kan hvad jeg vil, når det er mit liv og mine tanker det hele handler om? I hvert fald ikke mig. Nu det tid til lidt mere attitude.

xoxo Camilla 

De 2 til venstre er fra karneval og sidsteskole dag og det til højre er fra den sidste fest med 9.b