Far away

"Jeg er virkelig blevet en anden var.. Du ved tiden går alligevel hurtigt, kan du ikke også se det. Det er mærkeligt. For det virkede som om vi to. Os. Dig og mig. Mig og dig. Vi havde det hele i vores kolde ynkelige hænder også lader du det hele falde til jorden på en uge. Efter en uge lærte du mig alt er lige meget, og alt er ligegyldigt, og jeg er ubrugelig, for det var faktisk det du sagde. Det er nu mange måneder siden var. Jeg er en anden, end den gang. Bedre? tja måske ikke. Mindre ligeglad med alt? nej overhovedet ikke. Jeg har lært ord betyder meget, og også for andre, bare ikke for dig tydeligvis..."

Mit hoved er virkelig ved at sprænge, for vil jeg nogensinde komme til at elske nogen igen, og er  kærlighed overhovedet en følelse eller bare et ynkeligt behov. Men hvorfor kan jeg ikke glemme dig og alt du sagde, mens ham den anden også er der hele tiden. I kender hinanden. Hvad har du fortalt ham. Det skræmmer mig. Sender du ham væk med skræk historier. Er det fordi du stadig vil have mig, eller var jeg for dum at være sammen med? er det det du ville sige ved det. DET SÅ DUMT! jeg ved det. Bare man kunne glemme det hele. og gemme sig i det mørke og lader enkle toner være den eneste lyd der er tilbage. Bare gid jeg kunne. Jeg er snart ved at miste håbet på at finde en, som ikke bare vil bruge mig...

xoxo Camilla