Før så jeg på kærlighed som en naturlig ting, som bare kommer hvis man venter længe nok, eller ønsker det så meget. Men kærlighed er ikke noget man gør sig fortjent til, det er ikke noget man bare kan ønske sig, som en bil eller en ny kjole. Kærlighed er noget vi forstiller os, det er ikke som i eventyr der opstår. Kærlighed er ikke ved første blik. Jeg ved jeg burde stoppe der inder romantikkerne kommer igang. Men for mig er intet af det virkelighed. Det er uvirkeligt, og nærmest overnaturlig. Kysset i regnen, eller dansen på kornmarken, hvornår skulle det ske.
Men der i mod, vil jeg ikke sige kærlighed ikke findes, men min holdning om kærlighed er lidt en anden. Kærlighed for mig er, kemi og ren tiltrækning mellem to mennesker som vil hinanden så meget. Men ikke som en følelse men mere som et behov, for tilfredsstillelse, og anerkendelse af sig selv. Når man har opnået det, og bliver ved med at opnå den form som selvtilfredsstillelse, er man i mange tilfælde i stand til at give den anden det samme.
Når jeg tænker på kærlighed som jeg ser på alt andet, som en egoistisk magtkamp mellem hinanden, og tilfredsstillelse af flere afskygninger. Det er magten vi ønsker os, magten over et andet menneske, hver gang vi giver vil vi have mere tilbage, og hvis man ikke finder denne magtbalance, vil det være enden på det forhold mellem disse inddivider.
Dette giver fordele for de stærke som udnytter de svage, som ville sidde alene tilbage ensomme, uden form for selvrespekt tilbage.
Jeg sidder ikke tilbage nu og fortryder noget. Jeg lader musikken spille videre. Jeg ville ikke længere spilles med, men derimod spille med i spillet. Kærlighed er en kunstform, en smuk kunstform som er utrolig svær at kunne mestre. Dette er en magtkamp, om liv eller død.
