Lol!

Avav! Har vel nok de sygsete smerter for tiden, så er nærmest på piller hele tiden. Fedt. Det er vel nok bare fedt. Ej okay når pillerne virker er det nu ikke så slemt, og altid ser pludselig meget bedre ud. Selvfølgelig har jeg nogle ting som går mig på, også men jeg er vel ikke så vigtigt mere for nogen mennesker, men jeg tror bare jeg skal lade som ingenting, nogengange skal man vel bare ladevær med at tænke over det, da jeg hurtigt kan få det ud i noget helt sindsygt. Men det går godt. Jeg smiler faktisk mere nu uden at skulle fake smilet, jeg kan endda nogen gange se på mig selv i spejlet og tænke jeg ser okay ud, det går i hvert fald den rigtige vej. Jeg har bare sat mig nogen håb, og nogle mål som gør jeg bliver nødtil at tage mig sammen, trække mig selv op, da jeg ikke vil have andre så tæt, men jeg ved at når man har ramt bunden er vejen op af, og når jeg har nogen søde mennesker tæt ved mig går det nok.

Tror jeg vil til at løbe noget mere, føler mig sådan i kontrol og fri når jeg kan mærke asfalten uden mine sko, vinder som får mit hår til at blæse, og bare pulsen stiger og hele kroppen arbejder og skal fungere sammen. Kender du det?

Kender i det det med man har en ven som man plejer at skrive med, snakke med og pjatte med hver dag, hele dagen og i flere timer, hvor der ikke gik en time uden man havde kontakt igen, hvor det så lige pludselig som med et slag forvandler alt sig. Fra man måske snakker, eller skriver en til to gange om dagen, og måske ser hinanden alene en gang om ugen, og man spørg sig selv, var det min skyld? er jeg træls er det derfor du ikke vil skrive til mig? Alle de spørgsmål som dukker op i ens hoved. Jeg ved jeg burde lade som ingenting, og bare lade tingene ske fordi det siger "folk" jo, men hvad nu hvis man bliver forvirret over mangle på svar på de "ligegylde" ting som går en på. Men man har ikke lyst til at spørge for tænk nu hvis man bliver mere træls af at spørge. Det er en træls følelse, da man føler man har miste noget af sig selvom det er lige foran en, fordi tingene ikke er så lykkelige og glade som de var. Burde jeg græde, smile, eller bare være ligeglad med det. Og når det ikke er første gang det sker, og sidste gang endte tingene med vi slet ikke har snakket i snart et år? Hvad nu hvis jeg ikke vil havde det til at være sårn? Er det mig som skal tage handling hele tiden? Eller bare sidde og glo på et forventende øjenkontakt møde som aldrig sker, når det faktisk er muligt. Hvem vil stille nogen de holder af sårn nogen ting? Jeg ville ikke, men jeg bliver nødtil det for at være ligeglad og tage tingene som de er. Jeg holder mig i skinnet og venter. 

Knus og kys